Blev energispørgsmålet glemt i valgdebatten?

Valgkampen er overstået, og blå blok står som sejrsherre. Undervejs er der blevet diskuteret dagpenge, økonomisk vækst, nulvækst og utallige andre emner, der alle virker som de vigtigste ting for politikerne i øjeblikket.

Men hvorfor blev der ikke talt mere om energi, klima og miljø?

Energispørgsmålet blev næsten ikke nævnt

Energispørgsmålet fylder normalt utroligt meget i vores hverdag. Vi har i efterhånden mange år læst og hørt om global opvarmning, drivhuseffekt og Jordens undergang på grund af udslippet af CO2, der desværre følger med de fleste af de dominerende energiformer i dag.

Kul og olie ligger i toppen af listen som nogle af de mest forurenende stoffer, men er alligevel også de mest anvendte. I valgkampen er der næsten ikke blevet talt om alternative energiformer som vandkraft, vindkraft eller solenergi.

Kun i meget store og abstrakte vendinger er energispørgsmålet blevet taget op. Det er altid med fokus på, at vi skal blive bedre til ikke at forurene, men der kommer sjældent helt konkrete forslag til, hvordan vi kan opnå et bedre miljø ved at benytte os af alternative energiformer.

Kun få partier viser initiativ

Under valgkampen har det stået klart, at det er venstrefløjen i dansk politik, der går op i miljøspørgsmålet. SF og Enhedslisten har længe været de mest progressive partier på området, men i denne valgkamp har det været et nyt parti, der har overtaget førersædet, når energipolitik en sjælden gang blev nævnt.

Alternativet har hovedfokus på miljø, så de har naturligvis forsøgt at dreje debatten ind på energispørgsmålet, men der har sjældent været længere diskussioner om det. Noget tyder dog på, at vælgerne gerne ser energispørgsmålet tager noget mere op, da Alternativet har fået et bedre valg, end nogen kunne have forventet og er strøget ind i Folketinget med ni mandater, hvilket gør dem til et større parti end både SF og Radikale Venstre.

Blå blok har ikke interesseret sig synderligt for energipolitik under valgkampen. Måske fordi de godt ved, at det ikke er der, de kan skaffe vælgere. Derfor har der fra deres side været meget mere fokus på vækst, økonomi og skattelettelser, da det virker til at optage de blå vælgere mere, end om vores klode er ved at falde fra hinanden.

Mange har udråbt Alternativet til at være et urealistisk og utopisk parti, som ikke kan stille seriøse forslag, men alligevel er de det eneste parti i Folketinget, som for alvor kigger på energispørgsmålet og opstiller nogle visioner for, hvordan vi kan ændre det. Det kommer måske til at tage mere end en valgperiode på fire år, men der er heller aldrig nogen, der har sagt, at det ville blive nemt at omstrukturere hele energisektoren.

Oliver